Håkon deler tæsk ud med glæde

1.  Gøndul og Skøgul alt Odin sendte
— Valhal med skjolde står tækt —
Håkon den gode til sig at hente
udaf den ynglinge-slægt.
Håkon deler tæsk ud med glæde.

2.  Fandt de blandt kæmperne Bjarnes broder,
brynjen i græsset han svang.
»Tæv nu de danskere efter noder,
vis jer som nordmænd«, han sang.

3.  Kværnbidersværdet i kongens hænder
bed gennem brynjer som vand,
sværdklinger glimted' mod gotens tænder,
pilene peb over strand.

4.  Langøkser sled mod bersærkerbryster,
sværdklinger brændte i blod,
sårtrolden svirred' mod skjoldets kyster,
pilene faldt som en flod.

5.  Silede blodregn på skjoldets himmel
mørk under pilenes sky,
krigere knæled' for klingers vrimmel,
Gøndul lod spydskafter gny.

6.  Spyddene knalded', valkyrjen talte:
»Vokser nu Valhallas hær,
bænkes skal Håkon med folk udvalgte,
guderne venter på jer.«

7.  Blodig han stod foran Valhals døre,
blikket han sænkede ned.
»Skån mig, I guder, hvad skal jeg gøre,
visselig Odin er vred.«

8.  »Velkommen til, vi har ventet på dig,
Brage dig bringer en skål.
Sæt dig kun hos dine brødre otte,
agt ej på jarlernes skrål.«

9.  Vanernes hellige vi du skåned',
asernes hov lod du stå,
lykkelig blev hver din livsens måned,
guderne skønned' derpå.

10. Vanskæbne, ulykke, Fenris tuder,
lande og riger forgår.
Håkon nu sidder blandt høje guder,
hunger bli'r folkenes kår
— men Håkon spiser flæsk nu med glæde.

Ole Nielsby, 1990 - frit efter Hákonarmál - kopiering tilladt. Mel. Skyerne gråne (Tora Borch)