Vafthrudner og den velbevandrede

1.  »Du Frigg, nu råd mig,
til Vafthrudner går jeg,
hos jætten jeg vil
nu sætte på spil
mit hoved, min hals og min ære.
Nu prøves det skal
i væverens hal,
hvor kløgtig den jætte kan være.«

2.  »Ak bliv dog hjemme,
de jætter er slemme -
den væver især,
la' hellere vær';
men hvis du vil dyste mod trolden,
så ønsker jeg dig
alt held på din vej,
og gid du har kløgt nok i knolden«

3.  »Så vidt jeg vandred'
på fjeld og på strandbred,
så længe jeg gik,
fodvabler jeg fik,
da kom jeg til jætternes lande.
For trolden så slem
jeg stilled' mig frem,
da udgød jeg Od-rørers vande.«

4.  Den jætte grined'
med gammelklog mine:
»Hvem er dog den mand
der taler sådan,
der står dér og galer og gaber?
Lad se om din snak
kan sætte mig skak;
jeg tænker, dit hoved du taber.«

5.  »Den velbevandred'
det kalder hver mand mig;
i salen jeg står,
nu skænk mig en tår,
mit vindtørre svælg trænger væde.
Udspørge du kan
mig fattige mand,
og svare dig vil jeg med glæde.«

6.  »Hr. Velbevandret
så sig mig den sandhed,
et spørgsmål jeg har,
så giv mig et svar:
Hvad hedder de heste så snare,
der drager i mag
den strålende dag
og nat over menneskeskare?«

7.  »Blandt himmelheste
jeg ved den bedste:
Skinfaxe i mag
den strålende dag
udspreder fra manke og hale.
Hvor Rimfaxe går,
han pruster og slår
dugdråber i natkolde dale.«

8.  »Hr. Velbevandret,
så sig mig for sandhed
og svar mig da på:
Hvad hedder den å,
der jætter fra guder adskiller?
Og landet så stort,
hvor trolden så sort
til ildkamp mod guder opstiller?«

9.  »Til alle tider
stolt Ifing hun skrider;
den å aldrig vil
med is fryse til,
som jætter fra guder adskiller.
Skøn Vigrid jeg véd,
den slette så bred,
hvor Surt til den ildkamp opstiller.«

10.  »Ret velbevandret
det er du i sandhed,
ret meget du ved,
men sæt dig nu ned;
man taler vel bedst når man sidder.
Lad se om din snak
kan sætte mig skak,
lad se om dit hoved du redder.«

11.  »Du kloge jætte,
fortæl mig da dette
men tænk dig først om,
så sig: Hvorfra kom
de jætter og trolde så stride?
Hvad hed den stamfa'r,
hvis troldyngel har
i verden udbredt sig så vide?«

12. »Af gamle floder
giftdråber stod der,
en jætte blev til
så fæl og så vild,
han avled' selv børn uden gyge.
Hvert Aurgelmers lem
den jætteslægt slem
udsprøjted' som haglende byge.

13. Han la' sig at sove,

og armhulens skove
af træer og muld
gav ly for et kuld
af jætter med græsselig farve.
Hans fødder de gned
så tæt op og ned;
da fødtes en seksho'det drage.«

14. »Du kloge jætte,
fortæl mig nu dette
hvis altså du kan,
forklar mig hvordan
den himmel fra jorden blev hævet,
med blæsende vind
der stryger mod kind
og kaster de bølger mod revet.«

15. »Tre stærke guder
på kæmpen slog knuder,
af kroppen så stor
de skabte vor jord,
af hovedskal'n himlen de hæved',
hvor ligsvælger-ørn
de havgudebørn
med vingeslag kaster mod revet.«

16. »Du kloge jætte
fortæl mig da dette:
Hvad hedder den eng,
hvor udvalgte mænd
om dagen så drabelig hugges?
Om aft'nen hver mand
godt enes dog kan
ved bæg'ret når tørsten skal slukkes.«

17. »I Folketingssalen,
på ordkløver-valen,
på Odins eng
de udvalgte mænd
om dagen så drabelig strider.
Om aft'nen de kan
godt enes hver mand,
når Snapstingets dugdråber glider.«

18.  »Du kloge jætte,
fortæl mig da dette,
og brug nu din kløgt,
du har jo besøgt
hver afkrog i åndernes rige,
af gådefuldt ord
og tågesnak stor
du skal mig det sandeste sige.«

19. »Hr. Velbevandret,
jeg siger for sandhed
hvad sandest jeg véd:
i Slid-floden bred
skal dødninge klage og klynke.
Til hel-sale ni
med rimtåger i,
så dybt kan hvert menneske synke.«

20. »Du kloge jætte,
kan du mon berette,
om kvinde og mand
skal leve på land,
når sluknet er Surterbåls lue?«
Når solen er død,
skal alfeglans rød
da vandre på himmelens bue?«

21. »I gyldne sale
bor Vidar og Vale,
mens Magne og Mod'
af lindormeflod
opsamler den troldknuser-hammer,
sol føder i gys
en datter så lys,
et håb udi Ragnaroks flammer.«

22. »Den kloge jætte
du kaldes med rette,
så kløgtigt du ser,
med hvilken manér
de skabelsesruner blev ristet.
Men sig mig den éd,
som Odin ned
til Balder på ligbålet hvisked?«

23. »Hr. Velbevandret,
jeg siger for sandhed:
med lumskelig snak
du fik mig sat skak,
besejret det må jeg mig kalde.
Den vandrer mig snød,
jeg gru'r for min død.
Du, Odin, er visest af alle.

Ole Nielsby, 1990 - frit efter Vafthrudnismál - kopiering tilladt
Mel: Sov sødt, barnlille (Laub) - noget hurtigere end salmen